Dortmund-træner: Unødvendigt at tabe til Arsenal

Skrevet af admin

07/11/2013

Dagens topnyheder

Med kun to spillerunder tilbage i Champions League-gruppespillet er Borussia Dortmund under et stort pres.

Sidste sæsons finalist er blot på tredjepladsen i gruppe F, og tyskerne har tre point op til både Arsenal og Napoli, som lige nu sidder på de to pladser, der giver videre avancement.

Onsdagens 0-1-nederlag hjemme til Arsenal gør ondt på Dortmund-træner Jürgen Klopp.

- At tabe den kamp var unødvendigt. Men vi har ikke mistet håbet endnu, og alt er stadig muligt, hvis vi vinder de sidste to kampe.

- Det bliver i hvert fald spændende fra nu af. Jeg har sagt til mine spillere, at vi ikke fik belønning for vores indsats mod Arsenal.

- Vi havde ikke planlagt med et nederlag, og det var unødvendigt at tabe, men vi kan sagtens vinde de næste to kampe, siger Klopp ifølge AFP.

Dortmund-keeper Roman Weidenfeller, som blev passeret af Aaron Ramsey, er ligeledes utilfreds.

- Nogle gange er fodbold ikke fair. Vi var lidt heldige, da vi i London vandt over dem i det første opgør, men så blev vi til gengæld straffet på hjemmebane, siger målmanden.

Tyskerne slutter af med Napoli hjemme og Olympique Marseille ude.

/ritzau/