Dortmunds Hummels misser tre ugers fodbold

Skrevet af admin

02/11/2014

Dagens topnyheder

Da Borussia Dortmund lørdag tabte med 1-2 til Bayern München i det tyske gigantmøde, var nederlaget ikke det eneste, træner Jürgen Klopp skulle forholde sig til.

Forsvarsspilleren Mats Hummels viser sig nemlig nu at være ude med en skade i tre uger.

Det meddeler Borussia Dortmund søndag ifølge nyhedsbureauet dpa.

Mats Hummels udgik efter første halvleg af lørdagens kamp med en skade i foden. Nu viser det sig, at han har ødelagt nogle ledbånd i sin højre fod.

For Borussia Dortmund betyder det, at træner Jürgen Klopp i første omgang skal finde et alternativ til Hummels' plads i tirsdagens Champions League-kamp mod Galatasaray og i næste weekends svære møde med Borussia Mönchengladbach i Bundesligaen.

Helt usædvanligt i forhold til de seneste sæsoner, er Borussia Dortmund lige nu under nedrykningsstregen i Bundesligaen med kun syv point for 10 kampe.

Til gengæld betyder det næppe så meget for de tyske verdensmestre at mangle Dortmund-forsvareren i novembers to landskampe. Tyskerne skal møde lilleputnationen Gibraltar i en EM-kvalifikationskamp den 14. november og Spanien i en testkamp fire dage senere.

/ritzau/