Dovne Robert: Jeg stiller op til kommunalvalget

Robert Nielsen - nok bedre kendt som Dovne Robert vil stille op til kommunalvalget på sin egen liste. Det skriver han på sin Facebook-profil.

- Jeg har besluttet at stille op til kommunalvalget i København. Dels fordi jeg mangler spænding i livet, dels fordi at jeg ikke føler mine holdninger repræsenteret af den etablerede venstrefløj, fortæller han.

Se videoen: Dovne Robert er klar til at spise sin eks

Han vil arbejde for, at borgerne har ret til et job, men det skal ikke være en pligt. Så hvis man ikke gider at arbejde, ja så kan man stadig have en plads i samfundet og have et eksistensgrundlag. Dermed mener Dovne Robert "borgerløn".

Der skal også lidt sjov ind i byrådet, mener han.

- Så jeg vil bruge en del tid på bare at tage pis på og provokere establishmentet. Altså: MERE KAGE!

Læs også: Dovne Robert er færdig med kontanthjælp

Robert Nielsen gik i dag på gaden for at samle stillere og i de kommende dage vil han også stå ved Nørrebros Runddel.

Dovne Robert tilføjer, at han absolut ingen økonomiske midler har, så støtte til tryk af plakater modtages med stor glæde og højlydte jubelbrøl.

Ekstra Bladet skriver, at Robert Nielsen også stillede op til kommunalvalget i 2009. Her fik han 13 stemmer som kandidat for Nihilistisk Folkeparti.

Dagens Gossip