Dovne Robert politianmelder Ulla Tørnæs

Robert Nielsen - der sidste år blev kendt som »Dovne Robert« - har politianmeldt folketingsmedlemmet og tidligere udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) for chikane, oplyser han til Politiken.

Robert Nielsen er blandt andet utilfreds med Ulla Tørnæs' udtalelser om, at Dovne Robert skal »uddø som race«.

»Hun italesætter mig - og gruppen af borgere associeret med mig - med samme ord, som nazisterne i 30ernes Tyskland italesatte kommunistiske borgere efter rigsdagsbranden. Som noget, der skal ødelægges og udryddes, som noget, fællesskabet må skaffe sig af med, noget, der skal dø, for at andre kan leve fuldt. Og det er et meget afgørende og alvorligt skred i debatkulturen«, skriver han i en kronik i Politiken.

Efter at Robert Nielsen sidste år stod frem og sagde, at han hellere vil leve af kontanthjælp end tage et lavtlønnet arbejde, er »Dovne Robert« blevet et fænomen og et skræmmeeksempel i den politiske debat. Og det er udelukkende i den forstand, Ulla Tørnæs? udtalelser skal forstås, påpeger hun.

»Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har udtalt mig om Robert Nielsen. Jeg kender ham ikke, og jeg aner ikke, hvordan hans private forhold er. Jeg taler om Dovne Robert som det fænomen, at man ikke ønsker at stå til rådighed for arbejdsmarkedet«, siger hun til Politiken og fortsætter:

»Det her handler ikke om enkelte, konkrete personer, det handler om en holdning til vores kontanthjælpssystem, nemlig den holdning, at nogle finder det okay, at man opholder sig på offentlig forsørgelse gennem en længere periode«.

Dagens Gossip

Dagens TV