»Downton Abbey« undgår påtale

Trods flere hundrede henvendelser afviser det britiske medieklagenævn Ofcom at skride ind mod »Downton Abbey«. Seerne blev vrede over et afsnit, hvor en kammerpige blev voldtaget, men nævnet konkluderer, at serien behandlede emnet ansvarligt.

Ofcom påpeger, at det famøse afsnit blev sendt efter klokken 21 og rummede en indledendr advarsel, ligesom selve voldtægten ikke blev vist på skærmen. Alligevel kom der over 200 klager.

Nævnet fastslår imidlertid, at medlemmerne »efter omhyggelige overvejelser« har besluttet ikke at gå videre med sagen.

Den beslutning vil glæde seriens forfatter Julian Fellowes, som måtte forsvare voldtægten og fastholdt, at emnet var behandlet med
følsomhed: »Det er sådan, vi gør på »Downton Abbey«. Her er ingen unødig udpensling. Vi er mere interesserede i de følelser, tingene udløser«, forklarede han og fortsatte: »Vi sætter er par af karaktererne i en vanskelig situation i hver sæson og skildrer så de følelser, disse traumer resulterer i«.

Voldtægten, der optræder i seriens fjerde sæson, går ud over Anna May Bates, spillet af Joanne Froggatt. Gerningsmanden er den besøgende kammertjener Mr. Green i skikkelse af Nigel Harman.

Dagens Gossip