DR afholder grand prix i Boxen i Herning

Skrevet af Holger Madsen

04/10/2012

Dagens topnyheder

Der er lagt op til nogle uger med fest og god musik for både børn og voksne, når Herning lægger Jyske Bank Boxen til både Dansk Melodi Grand Prix og børnenes MGP i 2013.

Herning vil utvivlsomt være i højeste festberedskab, når årets vindere af henholdsvis Dansk Melodi Grand Prix og børnenes MGP 2013 bliver fundet.

Det midtjyske kulturknudepunkt er nemlig valgt som Grand Prix By 2013 og kommer til at summe af feststemning og musikalske begivenheder op til de to store shows, der finder sted i Danmarks nationalarena, Boxen i Herning.

Dansk Melodi Grand Prix holdes lørdag den 26. januar 2013 og børnenes MGP-finale ugen efter, lørdag den 2. februar.

- Jeg ser frem til igen at byde Melodi Grand Prix velkommen til Herning Kommune. Det store DR-show skaber liv, fest og farver, og jeg ved, at mange gode lokale kræfter vil arbejde sammen for at skabe en stor oplevelse for både borgerne, publikum og de deltagende kunstnere. Sådan var det sidste gang, Melodi Grand Prix var på besøg hos os, og vi har siden fået endnu mere erfaring med store events, så jeg ser frem til en stor folkefest, siger Hernings borgmester Lars Krarup - og bliver suppleret af administrerende direktør i MCH, Georg Sørensen:

- Dansk Melodi Grand Prix er en fest for alle og en tradition, som samler rigtig mange foran fjernsynet. Vi glæder os meget over, at vores faciliteter for tredje gang får lov til at danne ramme om showet - senest var i 2001 og 2009. Vi ser frem til at løfte denne store og spændende opgave i tæt samarbejde med både byen og DR.

Chef i DR Event, Søren Therkelsen er meget tilfreds med udsigten til, at det hele skal foregå på heden i Midtjylland.

- Vi er rigtig glade for, at Herning har haft lyst til at acceptere titlen af Årets Grand Prix By 2013. Det betyder, at byen vil tage initiativ til en række spændende oplevelser og kulturelle aktiviteter - alt sammen i musikkens tegn. Vi har rigtig mange gode erfaringer fra tidligere samarbejde med MCH om store projekter, og jeg er sikker på, dette ikke vil være nogen undtagelse.

Jyske Bank Boxen huser store begivenheder inden for både både sport, shows og koncerter. Arenaen har plads til op mod 15.000 publikummer og har haft besøg af den absolutte popelite som Lady Gaga, Prince, George Michael, Rihanna og Britney Spears.

- Dansk Melodi Grand Prix er kronjuvelen i dansk underholdning, og vi lægger op til en kæmpe fest. Det er Herning og MCH Messecenter Herning i dén grad i stand til at løfte. Vi glæder os til at finde det helt rigtige omkvæd, der kan sikre Danmark en topplacering ved det Europæiske Melodi Grand Prix i Malmö i foråret 2013, siger DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme.

Deadline for indsendelse af sange til Dansk Melodi Grand Prix 2013 er netop overskredet, og hele 692 bud på en vindersang nåede at komme med i puljen. Nu går en jury i gang med at udvælge seks sange. Derudover inviterer DR tre-fire danske kunstnere til at deltage på wildcards.

Deadline for at indsende sange til børnenes MGP 2013 er også overskredet. Der bliver nu gennemført workshops over hele landet i løbet af efteråret, så børnene kan få hjælp af de tre professionelle musikere, Szhirley, Claus Hempler og Pilfinger til at gøre deres sange endnu bedre.

INFO: Dansk Melodi Grand Prix og børnenes MGP 2013 sendes direkte på DR1, men for dem, der vil opleve musikken, stemningen og de fantastiske shows helt tæt på, kan billetter fra fredag den 12. oktober 2012, klokken 10.00 købes via Billetnet.dk, på posthuse og MCH Billetsalg i Herning Kongrescenter, tlf. 9926 9708  til Dansk Melodi Grand Prix. Billetsalget til børnenes MGP starter torsdag d. 25. oktober, klokken 10.00.