DR: Betal eller vi flytter show til Herning

DR har truet med at flytte det store internationale melodi grand prix fra Refshaleøen i København til Herning, hvis mediegiganten ikke får en ekstrabevilling på 13 millioner kroner til "uforudsete udgifter", skriver metroxpress' netavis, Mx.dk.

Metoden vækker harme hos Mette Abildgaard, medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden for De Konservative.

- Når de truer med at flytte til Herning, hvis vi ikke giver dem pengene, så kan vi blive nødt til det, siger hun til Mx.dk, efter at regionsrådet nu har godkendt bevillingen.

- Vi ville blive til grin i hele Europa, hvis vi skulle flytte melodi grand prix med mindre end 100 dage til, at det går i gang, uddyber hun.

Pernille Gaardbo, Executive Producer på Eurovision Song Contest 2014, skriver i en mail til metroxpress, at kommunen, Wonderful Copenhagen og regionen har haft ansvaret med at gøre området klar til showet. DR står kun for selve showet.

Hun vil ikke kommentere truslen om at flytte melodi grandprixet.

Det er ombygningen af B&W Hallerne på Refshaleøen i København, der har vist sig at være en større udfordring end først antaget, hvor blandt andet fjernelsen af tre bærende søjler har krævet en stærkere teknisk løsning end budgetteret.

Københavns Kommune, Wonderful Copenhagen og Region Hovedstaden skal hver finde 4,3 millioner kroner ekstra i budgettet.

Københavns Kommune skal tage stilling til ekstrabevillingen 25. februar. Men Venstres kulturordfører i Københavns Borgerrepræsentation, Jens-Kristian Lütken, mener ikke, at kommunen skal hoste op.

- Det er ganske enkelt usmageligt, at DR vil være bekendt at præsentere de københavnske skatteydere for en så stor ekstraregning kort tid før Eurovision, det er stationens eget ansvar at få arrangementet til at hænge sammen økonomisk, siger han i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Dagens Gossip