DR-chef tvinger journalist til at fravælge lokalpolitik

Skrevet af Ann Katrine Warren

22/08/2013

Dagens topnyheder

I 24 år har Poul Erik Jensen været involveret i lokalpolitik. Først i Vamdrup og siden kommunesammenlægningen i byrådet i Kolding. Men ved årsskiftet er det slut. Poul Erik Jensen genopstiller ikke, da han blev tvunget til at vælge mellem sit job som journalist i DR og posten som lokalpolitiker.

- Det gør ondt. Jeg ville gerne været fortsat som hidtil, men jeg må  også være realistisk og rette ind, når en chef mener noget andet. Jeg kan jo ikke leve af at være lokalpolitiker, siger Poul Erik Jensen til Dagens.dk.

Han er ansat som radiojournalist hos DR Syd i Aabenraa, hvor der 1. august tiltrådte en ny chef, som så anderledes på de etiske retningslinjer.

- Reglerne kan tolkes i vid udstrækning eller på en mere stringent måde. Min nye chefen har altså tolket det sådan, at det ikke er foreneligt med, at jeg fortsætter i lokalpolitik, lyder det fra journalisten.

Poul Erik Jensen understreger, at han har været ansat i DR Syd, der ikke dækker Kolding Kommune, og at han har beskæftiget sig med andre stofområder end politik for at undgå interessekonflikter.

Når der bliver sammensat et ny byråd i Kolding efter kommunalvalget bliver det altså uden Poul Erik Jensen, som ellers stod nummer to på Socialdemokraternes opstillingsliste. En beslutning som man ikke ligefrem hilser velkommen i den socialdemokratiske gruppe i Kolding.

Følg Dagens.dk på Facebook - gratis nyheder hver dag

- Poul Erik er en fantastisk dygtig politiker, som jeg har stor respekt for. Han har loyalt og engageret knoklet for borgerne – ikke bare i Vamdrup, men i hele Kolding. Derfor er det selvfølgelig også et stort tab, at Poul Erik ikke får mulighed for, at fortsætte sit politiske arbejde, siger socialdemokraternes borgmesterkandidat Christian Haugk.

Hovedpersonen selv regner ikke med at vende tilbage til politik.

- Man skal aldrig sige aldrig, men jeg er rundet 60 år, og efter 24 år i politik har jeg prøvet det, jeg skal prøve. Så min politiske karriere stopper formentlig her, lyder det.

Poul Erik Jensen har været medlem af Vamdrup Byråd siden 1990, og i en periode var han viceborgmester. Siden kommunesammenlægningen i 2007 har han været medlem af Kolding Byråd.