DR har ikke krænket privat grund hos landmand

Skrevet af Elo Christoffersen

09/10/2012

Mest læste i dag

En landmand fra Vamdrup-kanten, vest for Kolding, får næppe noget ud af en politianmeldelse mod Danmarks Radio’s journalister for krænkelse af privat område. Det viser en juridisk vurdering, skriver Vamdrup Netavis.

Landmanden har anmeldt DR til politiet fordi han mener, at hans private område blev krænket, da en fotograf og en journalist fra DR1 i sommer besøgte hans gård, lidt uden for Vamdrup, for at lave et kritisk tv-program om ulovlig import og videresalg af ulovlige sprøjtemidler.

Politiet fortæller til Vamdrup Netavis, at resultatet af den juridiske vurdering hos politiet viser, at det ikke er forbudt at betræde en åben gårdsplads, og det er heller ikke forbudt at kontakte ejeren personligt eller at ringe på døren. Loven overtrædes kun, hvis der først skal passeres en afspærring eller lignende for at komme ind på gårdspladsen - eller hvis besøgende ikke vil forlade det private område, når ejeren anmoder om det.

I det pågældende tilfælde i Vamdrup var der ingen afspærringer og tv-folkene fik af landmanden først besked om at forlade gården, da han et stykke henne i forløbet opdagede, at besøget primært gjaldt optagelser til et kritisk program omhandlende ham og indførelse og videresalg af ulovlige sprøjtemidler. Og da tv-folkene straks forlod stedet, da landmanden bad dem om at forsvinde væk fra gården, er der altså ikke grundlag for en sigtelse.

Hvis landmanden vil føre sagen videre, så skal det gøres via et civilt søgsmål.

Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto).