DR-måling: Rød blok går kraftigt tilbage

Der bliver vendt op og ned på det kommunale landkort ved dette valg. I hvert fald, hvis man skal tro den første valgstedsmåling, som analyseinstituttet Epinion har foretaget for DR de seneste dage og frem til klokken 14.15 tirsdag.

Den viser, at Socialdemokraterne går kraftigt tilbage, mens Venstre tegner til at blive Danmarks største kommunalpolitiske parti.

Prognosen bygger på svar fra 744 respondenter fra perioden 16. november til og med tirsdag over middag. Den maksimale statistiske usikkerhed for et parti er på 3,6 procent.

Socialdemokraterne står til blot 22,7 procent af stemmerne, hvilket er en kraftig tilbagegang i forhold til de 30,7 procent af stemmerne, som partiet fik for fire år siden. Dermed har partiet mistet cirka hver fjerde vælger, skriver DR.

SF går tilbage til 6,6 procent, mens Radikale midt på eftermiddagen ser ud til at få 6,3 procent af stemmerne.

Venstre ligger derimod til en fremgang på knap to procentpoint. Med 26,7 procent af stemmerne ser det ud til, at partiet bliver det største ude i kommunerne.

En synlig effekt af den megen omtale af formand Lars Løkke Rasmussens rejseri på første klasse ser dermed ikke ud til at give en egentlig negativ effekt på resultatet.

Enhedslisten er det eneste røde parti, der går frem. Partiet har været spået en stor fremgang, og det ser ud til, at de 2,3 procent af stemmerne, partiet fik ved seneste valg, bliver vekslet til 8,5 procent af stemmerne denne gang.

Dansk Folkeparti står ifølge Epinion-målingen til 11,7 procent af stemmerne, Konservative til 7 procent, mens Liberal Alliance kan se frem til 3 procent.

Hvordan de enkelte stemmer bliver vekslet til de eftertragtede borgmesterposter, vil dog først stå klart i løbet af de næste dage.

Der kan stemmes helt frem til klokken 20.00 tirsdag, hvorefter konstitueringerne går i gang lokalt.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV