DR-måling: Rød blok går kraftigt tilbage - V er størst

Skrevet af admin

19/11/2013

Mest læste i dag

Der bliver vendt op og ned på det kommunale landkort ved dette valg. I hvert fald hvis man skal tro den seneste såkaldte exitprognose, som analyseinstituttet Epinion har foretaget for DR de seneste dage og frem til klokken 19.30 på selve valgdagen.

Den viser, at Socialdemokraterne går kraftigt tilbage, mens Venstre tegner til at blive Danmarks største kommunalpolitiske parti. Forskellen er dog inden for den statistiske usikkerhed i prognosen.

Socialdemokraterne står til blot 25,3 procent af stemmerne, hvilket er en tilbagegang i forhold til de 30,7 procent af stemmerne, som partiet fik for fire år siden.

Tidligere på valgdagen viste en exitprognose, at Socialdemokraterne ville få 22,7 procent af stemmerne, og den seneste prognose viser dermed et bedre resultat.

Venstre ligger derimod forholdsvist konstant i den seneste exitprognose til en fremgang på godt to procentpoint. Med 27 procent af stemmerne ser det ud til, at Venstre bliver det største ude i kommunerne.

En synlig effekt af den megen omtale af Venstreformanden, Lars Løkke Rasmussens, rejseri på første klasse ser dermed ikke umiddelbart ud til at give en egentlig negativ effekt på resultatet.

SF går tilbage til 6,5 procent, mens De Radikale tidligt på aftenen ser ud til at få 5,9 procent af stemmerne.

Enhedslisten er det eneste røde parti, der går frem. Partiet har været spået en stor fremgang, og det ser ud til, at de 2,3 procent af stemmerne, partiet fik ved seneste valg, bliver vekslet til hele 8,1 procent af stemmerne denne gang.

Dansk Folkeparti står ifølge Epinion-prognosen til 11 procent af stemmerne, De Konservative til 7 procent, mens Liberal Alliance kan se frem til 2,7 procent ifølge prognosen.

Lokallisterne får samlet 6 procent og Kristendemokraterne 0,4 procent af stemmerne.

Hvordan de enkelte stemmer bliver vekslet til de eftertragtede borgmesterposter, vil dog først stå klart i løbet af de næste dage.

Exitprognosen byggede på svar fra 970 respondenter klokken 19.30, og den statistiske usikkerhed var på 3,1 procent.

Prognosen laves på baggrund af en rundspørge frem mod valget, hvor folk spørges om, hvad de vil stemme, og en valgstedsmåling på valgdagen, hvor folk bliver spurgt om, hvad de har stemt.

/ritzau/