DR og TV2: Det bliver et nej ved folkeafstemningen

Skrevet af admin

03/12/2015

Dagens topnyheder

De danske vælgere har stemt nej til at omdanne Danmarks retsforbehold i EU til en tilvalgsordning. Det konkluderer DR og TV2 på baggrund af den foreløbige optælling af stemmer.

Ifølge analyseinstituttet Megafon ender folkeafstemningen med et stort nej, oplyser TV2. Samme vurdering lyder fra DR, mens de sidste stemmer tælles op rundt om i landet.

Klokken 21.50 torsdag aften er næsten 90 procent af stemmerne talt op efter torsdagens folkeafstemning. Ifølge DR's prognose står nej-siden til at få 53,2 procent af stemmerne, mens ja-siden ventes at få 46,8 procent.

Hos TV2 lyder prognosen, at nej-siden får 53,7 procent af stemmerne, mens ja-siden får 46,3 procent.

Med vælgernes nej bevares det danske retsforbehold i EU.

Ja-partierne består af Venstre, Socialdemokraterne, De Konservative, SF, De Radikale og Alternativet.

Fra Enhedslisten, DF og Liberal Alliance har opfordringen lydt til et nej. Det samme mener Folkebevægelsen mod EU.

/ritzau/