DR: PET skal beskytte Yahya Hassan døgnet rundt

Skrevet af admin

22/11/2013

Dagens topnyheder

Digteren Yahya Hassan skal nu følges af livvagter fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) døgnet rundt.

Det erfarer DR Nyheder.

I nødvendige situationer skal den 18-årige digter også bære en skudsikker vest. Dette gjorde han så sent som i onsdags ved et arrangement i Politikens Hus.

PET vil over for Ritzau hverken be- eller afkræfte, at digteren bliver beskyttet af efterretningstjenesten.

Digteren med palæstinensisk baggrund udgav tilbage i oktober digtsamlingen "Yahya Hassan", hvor han er særligt kritisk over for islam.

Digtsamlingen har fået anmeldernes ros med på vejen, men har også resulteret i dødstrusler.

I mandags blev Yahya Hassan overfaldet på Københavns Hovedbanegård af en mand, der tidligere er dømt for terrorisme.

Ifølge Hassan selv, blev han slået over 10 gange i hovedet, mens den 24-årige gerningsmand råbte "Vantro - dø" til ham.

På det seneste har et digtarrangement på tirsdag i Vollsmose også været truet af aflysning på grund af sikkerhedsmæssige årsager.

Torsdag valgte Vollsmose Bibliotek nemlig at aflyse et arrangement med den kontroversielle digter, efter at Fyns Politi ikke mente, at det var sikkert at holde digtoplæsningen der.

Odense Kommune tilbød fredag, at Yahya Hassan kunne holde sin digtoplæsningen på byens rådhus. Men han har insisteret på, at arrangementet skulle foregå i Vollsmose.

Arrangementet blev flyttet til H.C. Andersen Skolen i Vollsmose, efter at politiet havde givet grønt lys. Det kommer til foregå som planlagt på tirsdag klokken 19.

Blandt de få personer, der beskyttes af PET døgnet rundt er Muhammed-tegneren Kurt Westergaard og tidligere formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard.

/ritzau/