DR Ramasjang opfordrer til gode gerninger

Gør en god gerning og hjælp med at samle ind til Afrika. Så enkelt lyder budskabet, når DR Ramasjang og LEGO Fonden sammen med alle danske børn samler ind til Danmarks Indsamling 2013. Hver gerning belønnes med 25 kroner, og alt tæller, hvad enten man tager opvasken efter aftensmaden, fejer opgangen eller køber ind for sin farmor.

Danmarksmestre i gode gerninger

For at tilføje lidt ekstra spænding til de gode gerninger har DR Ramasjang skudt en konkurrence i gang blandt landets, skoleklasser, sfo’er og børnehaver om at blive danmarksmestre i gode gerninger. Den gruppe, der laver flest gode gerninger, vinder superseje Ramasjang-T-shirts med teksten ”Danmarksmestre i gode gerninger” til hele klassen – og bliver nævnt i det store indsamlingsshow på DR1 fredag 8. februar fra klokken 19:

- Sidste år resulterede de gode gerninger i cirka 1,8 millioner kroner til indsamlingen, og det skulle gerne blive endnu mere i år, så vi håber så mange børn, skoleklasser, børnehaver og SFO’er som overhovedet muligt vil følge opfordringen til at gøre en masse gode gerninger, siger Rasmus Mandsberg fra DR Ramasjang.

Det eneste, man skal gøre, er at hente et skema på biblioteket – eller på www.dr.dk/ramasjang - udfylde det med sine gode gerninger og aflevere det på sit lokale bibliotek senest den 6. februar.

Dagens Gossip