DR Sporten er i gang igen efter strejke

Skrevet af admin

22/01/2014

Dagens topnyheder

Arbejdsnedlæggelsen i DR Sporten er slut. Det besluttede medarbejderne på DR Sporten efter et langt fagligt møde onsdag.

Sportsnyhederne bliver dermed produceret som normalt.

- Vi har haft en konstruktiv dialog med ledelsen, og vi er fortsat i forhandlinger om de to varslede fyringer. Vi håber, at der kan findes nye funktioner til de to medarbejdere, siger talsmand for medarbejderne Henrik Liniger.

Medarbejderne på DR Sporten genoptog arbejdet efter at have strejket mandag og igen tirsdag i protest mod to varslede fyringer i afdelingen og det, som medarbejderne betragter som manglende økonomisk ledelse.

Også medarbejderne på P3 nedlagde arbejdet tirsdag.

Ud over de to varslede fyringer er to medarbejdere blevet flyttet, og tre medarbejdere med tidsbegrænsede ansættelser er ikke blevet forlænget.

Besparelsen på DR Sporten er på mellem to og tre millioner kroner.

- Underskuddet er opstået på grund af uansvarlig ledelse og økonomistyring. Vi er dybt utilfredse med, at det er medarbejderne, der betaler prisen, siger Henrik Liniger.

Som følge af arbejdsnedlæggelsen har fællestillidsgruppen opsagt samarbejdet med DR's ledelse.

/ritzau/

/ritzau/