DR strammer op efter brøler i Nordjylland

DRs øverste ledelse reagerer nu skarpt på de seneste uheldige sager, der har ramt DR hårdt på troværdigheden.

Dels at man lod som om man ikke kendte til indholdet af statsminister Helle Thorning-Schmidts nytårstale, og dels sagen fra Hjørring, hvor TVA dummede sig ved at bringe billeder af en iscenesat demonstration i forbindelse EBH Bank-sagen.

DRs bestyrelse tog fredag aften redegørelsen fra DRs direktion om optaktsudsendelsen til statsministerens nytårstale og dækningen af EBH-sagen til efterretning.

Og samtidig vil DR nu stramme op, så lignende bommerter undgåes.

- Jeg er glad for, at bestyrelsen har taget direktionens redegørelse, og den læring vi tager i konklusionerne, til efterretning. Men jeg er ked af de fejl, der er begået i DR, siger generaldirektør Maria Rørbye Rønn.

- Jeg beklager fejlen i forbindelse med optaktsudsendelsen til statsministerens nytårstale. Det var også beklageligt, at DR optog og viste den iscenesatte begivenhed foran retten i Hjørring uden at gøre opmærksom på, at der var tale om en iscenesættelse. Endelig var det en fejl, at DR optog og udsendte billeder af tiltalte på vej til retten. Og vi vil derfor gøre en række ting anderledes i DR for at undgå sådanne fejl i fremtiden,, siger hun.

Bestyrelsen har udtrykt tilfredshed med DRs beslutning om ikke at sende det planlagte program, hvori de iscenesatte begivenheder i Hjørring skulle indgå.

- Det planlagte program skal ikke sendes, fordi konfrontationen mellem tiltalte og deltagerne i programmet efter DRs opfattelse var i strid med retsplejeloven og DRs programetik. Derudover er det uheldigt, at der skete et utilsigtet sammenstød mellem to genrer, der fungerer på forskellige præmisser - mellem nyhedsdækningen og iscenesættelsen til det planlagte program. Det såede tvivl om DRs troværdighed, som er det vigtigste vi har, og den må ikke kunne beklikkes, siger hun.

- DR skal fortsat kunne anvende iscenesættelser, men der er behov for at klargøre, hvor grænserne for iscenesættelser går. Derfor vil vi indføre en ny bestemmelse i DRs programetik om brug af iscenesættelser, siger Maria Rørbye Rønn.

- Vi udvikler og producerer programmer indenfor alle genrer og bruger hver dag mange forskellige fortællemæssige greb. Det skal vi blive ved med. Men vi skal altid kunne begrunde de virkemidler, vi bruger og sikre os, at varedeklarationen overfor seerne er klar. Udover den nye bestemmelse i DRs programetik vil vi styrke det ledelsesmæssige fokus på anvendelse af programetikken og sætte ekstra fokus på nyhedsplanlægningen ved større komplicerede sager, siger Maria Rørbye Rønn.

Dagens Gossip