DR-værter i sorg efter pludseligt dødsfald: Programmet udskudt til næste år

Skrevet af Jesper Larsen

27/10/2015

Mest læste i dag

Fans af den populære DR-serie Nak & Æd må væbne sig med tålmodighed, hvis de vil se de sidste fire afsnit af sæson 6. 

Et pludseligt og uventet dødsfald på holdet bag serien, får nemlig den konsekvens, at de fire afsnit bliver udskudt til visning til næste år, skriver de på Facebook. 

Det er programmets faste klipper, der er død af et hjertestop, og det har ramt de populære værter og holdet bag hårdt. 

- Kære Nak & Æd-venner - vi har brug for at stå sammen med jer... En uge før premieren på den nuværende sæson, mistede vi pludselig vores gode ven og fantastiske klipper Adam Ross. Han døde alt for tidligt af et hjertestop grundet hjerteproblemer han ikke kendte til – kun 54 år gammel.

Adam har klippet de seneste sæsoner fra bl.a. Afrika og USA – og nåede langt med den nuværende sæson. Desværre kom han ikke i mål med de sidste 4 afsnit. I Adams ånd har vi besluttet at klippe videre på materialet og vi vil derfor dedikere de resterende afsnit til ham, skriver de i opdateringen og fortæller, at de har fået en af seriens opfindere, klipperen Marco Jørgensen, til at tage over.

 - Det gør vi med hjælp fra vores gamle klipper og medopfinder af Nak & Æd, Marco Møller, som tidligere har klippet sæson 1-4 og som nu vil gøre Adams arbejde færdigt på sæson 6 i samarbejde med redaktionen. 

- Vi har været meget påvirket af tabet af Adam, som vi alle holdt meget af – og håber at I vil have forståelse for, at vi bliver nødt til at udskyde de sidste 4 afsnit af sæson 6 til starten af det nye år, skriver redaktionen på Facebook.

De sidste fire afsnit foregår i med jagt på rensdyr og sæl på Svalbard, Vagtler i Rumænien og bekkasin i Danmark, men det bliver altså først til næste år, de løber over skærmen. 

På søndag kl. 21 på DR2 bliver foreløbigt sidste afsnit af Nak & Æd vist, hvor det drejer sig om en sort råbuk i Tyskland.