DR: Vi stiller op i Eurovision for at vinde

Skrevet af admin

08/02/2015

Mest læste i dag

Budgetoverskridelser, ubetalte regninger og milliongæld. Da Eurovision i maj sidste år blev afholdt i København, stod skandalerne i kø bagefter.

Alligevel er DR's underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, klar til at gøre Danmark til værtsland igen og håber på, at gruppen Anti Social Media, der lørdag aften vandt det danske Melodi Grand Prix, kan gå hele vejen og vinde Eurovision, der i år afholdes i Østrig.

- Eurovision Song Contest er en konkurrence, og Danmark er med for at vinde. Man går ikke med i en konkurrence, hvis det ikke er for at vinde, slår Jan Lagermand Lundme fast.

- Vi er klar til at give den max gas og vise de rød-hvide farver i Østrig, tilføjer han.

Om vi har råd til at vinde, vil Jan Lagermand Lundme ikke tage stilling til.

- Det er jeg ikke den rigtige at spørge om, men man kan jo holde sådan et grand prix på mange måder, hvis det skulle gå hen og ske, siger underholdningschefen, der ærgrer sig over det eftermæle, Eurovision har fået.

- Jeg er selvfølgelig rigtig ked af den situation, København er endt i, men jeg må holde fast i, at de tre shows, vi afholdt på Refshaleøen, var i verdensklasse, siger han og tilføjer:

- Jeg er ikke blind for den kritik, der har været, men DR har ikke haft noget med de budgetter at gøre, og vi kunne ikke have gjort det anderledes. Men jeg er da ærgerlig over, at det er det, der er nogen, der husker Eurovision i København for. Det er jeg virkelig ked af, siger han.

Om Anti Social Media og sangen "The Way You Are" har mulighed for at snuppe sejren i Østrig, tør han endnu ikke spå om.

- Jeg håber virkelig, at sangen vil få en flot placering, for det synes jeg, den fortjener.

- Det er et brandgodt nummer, og de er skønne på en scene. Man bliver glad i låget af den sang. Og man får lyst til at holde en fest sammen med dem. Hvis de kan få den stemning ud over scenekanten, så kan man mærke det ude i Europa, siger han.

/ritzau/