Drab i Hvidovre: Politiet anholder formodet morder

En 33-årig mand, der mistænkes for at have skudt og dræbt sin eks-kone i Hvidovre tidligere torsdag, er blevet anholdt, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Manden blev opdaget på Amagermotorvejen ved København og forsøgte at køre fra politiet.

En dramatisk biljagt med op mod 20 politibiler fulgte, ligesom politiet afspærrede motorvejen, så uskyldige ikke skulle komme til skade.

LÆS OGSÅ: Eksmand skyder og dræber 28-årig kvinde i Hvidovre

På Kalvebodbroen går det dog galt for den 33-årige.

- Han kører galt og forsøger derefter at undløbe, men bliver hurtigt anholdt, fortæller politikommissær Hans Tonnesen fra Københavns Vestegns Politi til Ritzau.

Den 28-årige kvinde blev dræbt af flere skud, da hun torsdag middag kom gående på Hvidovre Butikstorv.

Her kommer hun gående sammen med en anden, da gerningsmanden går hen til hende og affyrer flere skud. Efterfølgende forsøger hun ifølge Ekstra Bladet at flygte ind i sin bil, da hun igen bliver ramt af flere skud.

Politiet efterlyste kort efter hendes 33-årige eks-mand, som hun har en treårig søn med.

Han er nu bragt til Retsmedicinsk Institut, hvor han skal undersøges, blandt andet for spor af krudtpartikler og andet, der kan bruges ved en kommende retssag.

Fredag vil han blive fremstillet i grundlovsforhør, hvor han vil blive krævet varetægtsfængslet for drabet.

/ritzau/

Dagens Gossip