Drab i sex-kino på Vesterbro: To rumænske kvinder eftersøges

Politiet i København leder nu efter to rumænske kvinder i forbindelse med et drab på en mand i en sex-kino på Vesterbro i København.

Drabet skete i pornobiografen Playhouse på Vesterbrogade 75  i København, hvor e 28-årig polsk håndværker blev fundet død.

Et genoplivningsforsøg på stedet var desværre uden resultat, og politiet kunne kort efter konstatere, at manden var blevet dræbt.

De pårørende er oplyst om dødsfaldet.

Gerningsstedet, Playhouse, er en biograf, hvor man kan leje blandt andet erotiske film, som forevises i separate kabiner tilknyttet forretningen.

- Nu afdøde indfandt sig på stedet, hvor han købte billet tidsstemplet kl. 1747, hvilket indsnævrer det formodentlige gerningstidsrum til mellem kl. 1747 og kl. 1822. Personen blev fundet fuld påklædt liggende på ryggen i kabinen. Gerningsstedsundersøgelse og obduktion viser, at nu afdøde var tildelt dræbende knivstik på kroppen, oplyser politiet.

På stedet har politiet fundet det formodede gerningsvåben.

Politiet søger en mobiltelefon, som fremgår af det udlevere materiale. Den har efter det oplyste været i nu afdødes besiddelse. Det drejer sig om en Samsung Galaxy Mini GT-S5570, som kun findes i udgaven mini.

I forbindelse med efterforskningen, som har pågået hele natten, er politiet stødt på signalement af to kvinder, som er interessante for opklaringen. De kan have været i kontakt med nu afdøde.

De to kvinder er ofte set i kvarteret omkring Istedgade/Halmtorvet.

  • A: Kvinde, 20 – 25 år, 165 – 170 centimeter høj og almindelig af bygning. Naturlig brunt kruset hår til lænden. A var iført en blå/sort striktrøje med hullet mønster dækkende en mørk top samt mørke benklæder.
  • B: Kvinde, 20 – 30 år, 150 – 160 centimeter høj. Mørk i løden. Sort hår sat op i knold. B var iført en hvid kjole og røde blomstrede korte leggins. Medbragte en lille sort dametaske.

Begge kvinder formodes at komme fra Rumænien.

Politiet ønsker at komme i kontakt med de to kvinder, som kan henvende sig på nærmeste politistation med henblik på afhøring.

Dagens Gossip