Drab på lejer i Middelfart: Hustru vidner mod mand i drabssag

Ved torsdagens retsmøde i drabssagen fra Fyn, hvor en 61-årig udlejer er tiltalt for drabet på den 40-årige Brian Thomas Andersen, har anklageren indkaldt den tiltaltes hustru som vidne.

Ekshustru bliver snart den korrekte betegnelse, for efter sagen er begyndt at rulle, er de to blevet separeret.

- Jeg kan ikke acceptere det, han har gjort, forklarer hustruen i retten i Odense.

Udlejeren har selv forklaret, hvordan han fandt Brian Thomas Andersen død og gik i panik.

Han fjernede liget fra lejligheden i en presenning, kørte liget på sin trailer til Siø på Sydfyn, hvor han smed den afdøde i vandet.

Udlejeren nægter sig skyldig i drab, men erkender den usømmelige omgang med liget.

- Jeg kan heller ikke acceptere, at han holdt sine handlinger hemmelige for mig. Jeg hørte først om det fra min datter, som havde fået det at vide af politiet, mens han sad varetægtsfængslet, forklarer den separerede hustru i retten.

Udlejeren har, mens efterforskningen stod på, ikke fortalt mere end allerhøjst nødvendigt til sin hustru - eller til politiet. Det indrømmede han under sin forklaring den 28. februar.

- Hvis de ikke havde fundet liget, havde jeg nok aldrig sagt noget, forklarede han om, hvorfor han to gange havde fortalt politiet, at han kun havde set Brian Thomas Andersen én gang på dødsdagen.

Den 40-årige Brian Thomas Andersen mistede livet den 3. maj 2012, efter hans udlejer havde været i lejligheden for at se til en ødelagt vandlås. Mens udlejeren kiggede på vandlåsen, blev de to uvenner.

- Han kom farende ud på badeværelset, hvor jeg lå med ryggen til, så jeg sprang op, og vi tumlede ud i stuen, forklarede den tiltalte udlejer.

Den 61-årige har forklaret, at han var stærkest, og at de to mænd tumlede omkuld på en seng, hvor han var øverst med et fast tag i Brian Thomas Andersens arme.

Udlejeren forlod lejligheden, men vendte tilbage senere med en pakning til vandlåsen, hvor han konstaterede, at lejeren var død.

Det fik politiet dog først at vide, efter at Brian Thomas Andersens lig var blevet fundet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip