Drab på ukrainsk soldat øger bekymring for våbenhvile

Skrevet af admin

26/04/2015

Dagens topnyheder

En ukrainsk soldat blev dræbt, og syv andre blev såret, da bombardementer intensiveredes under kampe mellem regeringsstyrker og prorussiske oprørere i den østlige del af landet, siger Ukraines hær søndag.

Den et år lange konflikt i Ukraine har kostet over 6000 mennesker livet.

Trods en indgået våbenhvile siger europæiske OSCE-observatører, at der dagligt lyder granateksplosioner på fronten mellem de to sider.

En talsmand for den ukrainske hær, Oleksandr Motusjanyk, beskylder den prorussiske siden for at have optrappet beskydningen af den ukrainske hærs stillinger.

- En person er dræbt og syv er såret. Antallet af krænkelser af våbenhvilen er øget i de seneste 24 timer, siger han.

Han beskylder de prorussiske oprørere for at anvende affyringsramper til Gradraketter og andet tungt artilleri, som er forbudt ifølge den indgåede våbenhvileaftale.

Ukrainske regeringskilder udtrykker bekymring for, at foråret vil føre til eskalerende kampe.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, talte op til weekenden i telefon med sin russiske kollega, Sergej Lavrov, og han opfordrede de prorussiske oprørere i Ukraine til at overholde den våbenhvile, der er i kraft.

Tidligere på måneden kom cirka 300 amerikanske faldskærmssoldater til Ukraine for at træne den ukrainske nationalgarde.

/ritzau/AFP