Drabsdømt Sollecito blev stoppet nær Østrigs grænse

Skrevet af admin

31/01/2014

Dagens topnyheder

Det italienske politi stoppede fredag den drabsdømte Raffaele Sollecito nær grænsen til Østrig - dagen efter, at en domstol kendte ham skyldig i at have dræbt briten Meredith Kercher i 2007 sammen med hans tidligere kæreste Amanda Knox.

I en erklæring fra politiet hedder det, at den 29-årige blev anholdt mellem de to nordlige byer Udine og Tarvisio, der ligger mindre end 10 kilometer fra Italiens grænse til Østrig.

Der er ingen oplysninger om, hvad han foretog sig i regionen. Italienske medier siger, at han kortvarigt krydsede grænsen til Østrig, men hans forsvarer afviser, at han forsøgte at flygte.

- Raffaele Sollecito har ikke haft nogen intentioner om at flygte. Han henvendte sig frivilligt til politiet i Udine, siger advokaten Luca Maori.

- Politiet er ved at inddrage hans pas, siger han.

Knox og Sollecito blev sent torsdag begge fundet skyldige i drabet på Kercher, som blev fundet dræbt af knivstik i en lejlighed, som hun delte med Knox, da de alle tre var studerende i Perugia

Få timer før de blev idømt lange fængselsstraffe torsdag aften forlod Solletio Firenze. Ingen af de to dømte behøver at gå i fængsel nu, da de kan appellere deres dom.

Men Sollecito har forbud mod at forlade Italien, men kan rejse frit rundt i sit eget land.

Amanda Knox er blevet idømt 28 år og et halvt års fængsel for drabet.

- Jeg er skræmt og ked af det over denne uretfærdige dom. Da jeg tidligere er frikendt, havde jeg forventet mere af det italienske retssystem, lyder det i en udtalelse fra Amanda Knox, der nu bor i Seattle i den amerikanske delstat Washington.

I 2007 studerende hun i Perugia i Italien. Det var her, hun boede sammen med 21-årige Kercher, der blev fundet halvnøgen i en blodpøl på gulvet i sit soveværelse.

Knox og Sollecito blev i første gang dømt for at have dræbt Kercher og tilbragte fire år i fængsel.

Men de blev i oktober 2011 begge frikendt i en appelsag, hvorefter Amanda Knox rejste hjem til Seattle.

/ritzau/AFP