Drabsforsøg: 42-årig kvinde slog sin mor ned i Brabrand

Skrevet af Ann Katrine Warren

17/01/2014

Dagens topnyheder

Den 42-årige kvinde, som har somalisk baggrund og betrages som psykisk ustabil, blev i aftes anholdt, efter politiet var blevet tilkaldt.

- Vi får anmeldelsen sidst på dagen, og kvinden bliver anholdt omkring klokken 20, hvor moderen bliver kørt på hospitalet, siger politikommissær ved Østjyllands Politi, Mogens Brøndum, til Dagens.dk.

Drabsforsøget skete i en lejlighed på Bentesvej i Brabrand. Her slog datteren sin mor adskillige gange i ansigtet og på kroppen. Moderen blev efterfølgende behandlet for sine kvæstelser på hospitalet, som oplyser, at hendes tilstand nu er stabil.

- Vi betragter det som en tragisk familiehændelse, lyder det fra Mogens Brøndum.

Den 42-årige kvinde bliver senere i dag fremstillet i grundlovsforhør, hvor anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre.