Drabsforsøg i kolonihave koster mand seks års fængsel

Et skud i brystet tog i november sidste år nær livet af en 37-årig mand i Korsør.

Mandag har et enigt nævningeting ved Retten i Næstved idømt en to år ældre mand seks års fængsel. Retten finder det bevist, at den dømte affyrede våbnet - et oversavet jagtgevær - og at han skød for at dræbe. Derfor er manden dømt for drabsforsøg.

Forbrydelsen fandt sted 7. november, efter at der gennem længere tid havde været uoverensstemmelser imellem de to mænd om tilbagebetaling af penge.

Det var den dømte, der havde lånt penge af den 37-årige, og i tiden op til skudepisoden var tonen blevet mere og mere uforsonlig.

På dagen for forbrydelsen fulgte den 37-årige efter den dømte til dennes kolonihavehus.

Den dømte gik ind i huset og direkte ud i køkkenet, hvor han tog et oversavet jagtgevær, der lå ladt og klart, og affyrede et skud på kort afstand.

Den 37-årige værgede for sig efter første skud, hvilket betød, at den dømte snublede, imens han affyrede det andet skud, der ikke ramte manden.

Retten mener ikke, som påstået af den anklagede, at han skulle frifindes, fordi han havde handlet i nødværge.

Den dømte blev ud over drabsforsøget dømt for besiddelse af det oversavede jagtgevær, en revolver og et luftgevær, hæleri, narkotikabesiddelse og for kørsel i narkotikapåvirket tilstand. Tilsammen udløste det en straf på seks års fængsel.

Nævningetinget lagde ved fastsættelse af straffen vægt på, at den dømte havde anvendt et farligt skydevåben.

Med i bedømmelsen talte dog også, at den dømte havde følt sig presset og truet af den forurettede - blandt andet på grund af mandens tekstbeskeder og gentagne forsøg på at kontakte den dømte både telefonisk og personligt.

Den 39-årige ankede dommen til landsretten.

/ritzau/

Dagens Gossip