Drabsmands båd samler støv i Claus’ lade

Skrevet af Ronja Ryde

23/06/2014

Dagens topnyheder

I 2009 troede Claus Deneken fra Haderslev at han gjorde samfundet en tjeneste.

Politiet manglede et sted at opbavare den båd, som dannede rammen om et voldsomt drab for fem år siden.

I 2009 blev 52-årige Kirsten Bay Andersen voldtaget og kvalt i båden af den nu morddømte John Knudsen. Båden indeholdt afgørende spor og tekniske beviser, og skulle derfor opbevares et sikkert sted, så længe efterforskningen varede.

Så Claus Deneken stillede en plads i sin lade til rådighed i sin lade.

- På et tidspunkt ringede politiet og sagde, at nu var de færdige med båden. Men den blev aldrig fjernet fra min lade, siger Claus Deneken til Dagens.dk.

Politiet betalte husleje for bådens plads i laden frem til retssagen blev afsluttet i 2010. Siden da har ingen hjulpet Claus Deneken af med drabsbåden, og han kan ikke få den solgt. Det er nu blevet en temmelig bekostelig affære for den 45-årige sønderjyde.

Ifølge hans egne beregninger har Claus Deneken tabt 50.000 kroner i ubetalt husleje siden 2010. Desuden har han spenderet omkring 10.000 kroner i advokatomkostninger, uden held.

- Jeg har fået et par henvendelser fra interesserede købere, men problemet er, at pengeinstituttet, Sydbank, har pant i min lade for 70.000 kroner. De regner med, at der kommer nogle penge på et tidspunt, siger Claus Deneken.

Derfor fortryder Claus Deneken på det groveste, at han stillede op, da politiet i forbindelse med kvindedrabet havde akut brug for en plads til det omsejlende gerningssted.

- Det er vildt frustrerende. Om det så er retssystemet, politiet eller pengeinstituttet, der har skylden. Det er frustrerende, at jeg skal ende med at stå med lorten, så at sige. Jeg kunne jo sagtens bruge pladsen til noget andet, siger Claus Deneken til Dagens.dk