Drabssag på Lolland: Nu obduceres Mette Bønnelykke Herholdt

Retsmedicere er i øjeblikket i gang med at obducere det lig, der i går blev fundet i et køleskab på en adresse i Dannemare på Lolland.

Politiet er så godt som sikre på, at der er tale om 40-årige Mette Bønnelykke Herholdt.

- Vi har en forventning om, at vi kan fastslå identiteten senere i dag, fortæller efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen til Dagens.dk.

Forud for gårsdagens fund er der gået mere end to år, hvor ingen har set eller hørt fra Mette Bønnelykke Herholdt.

- Med hensyn til dødsårsagen og andre undersøgelser, kommer der til at gå noget tid. Det siger sig selv, at det er en udfordring at obducere et lig, der har ligget i to år, siger Søren Ravn-Nielsen.

Mette Bønnelykke Herholdts ekskæreste - en 44-årig mand - er anholdt og sigtet for drab. Han nægter sig skyldig i drab og har forklaret, at Mette Bønnelykke Herholdt døde af naturlige årsager, hvorefter han skaffede liget af vejen.

Sideløbende med obduktionen efterforsker politiet sagen på højtryk.

- Vi arbejder på en masse undersøgelser, men af hensyn til efterforskningen kan jeg ikke komme ind på, hvad det er, konstaterer Søren Ravn-Nielsen.

Den 44-årige ekskæreste blev i går eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør. Han er forløbigt varetægtsfængslet i fire uger.

Dagens Gossip