Drabssigtet sygeplejerske forbliver fængslet

Skrevet af admin

16/06/2015

Dagens topnyheder

Den 30-årige kvinde, som er sigtet for at have begået i alt tre drab og et drabsforsøg på Nykøbing Falster Sygehus, skal sidde varetægtsfængslet i yderligere fire uger.

Det har en dommer i Nykøbing Falster besluttet tirsdag eftermiddag.

Kvinden har flere gange tidligere fået forlænget sin fængsling.

Den 30-årige kvinde nægter sig skyldig i sigtelsen, men retten mener tilsyneladende, at politiets beviser er så stærke, at en fortsat fængsling kan forsvares.

- Hun er blevet fristforlænget til 14. juli, og hun har kæret til landsretten og begæret mundtlig forhandling.

Det betyder, at kvinden og hendes advokat vil have landsretten til at behandle sagen ved et retsmøde i Østre Landsret.

Retten ventes at tage stilling til det indenfor et par dage.

- Jeg bad om at få hende varetægtsfængslet fortsat, så det er jeg i hvert fald tilfreds med, siger advokaturchef og anklager Jeanette W. Andersen til Ritzau.

Dørene blev lukket ved tirsdagens retsmøde, hvorfor det er sparsomt med oplysninger i sagen.

Den 30-årige kvindes advokat, Jørgen Lange, begærede ellers dørene åbne, så offentligheden kunne få indsigt i sagen.

Men det valgte dommeren altså ikke at imødekomme.

På Facebook skrev den sigtede selv på dagen for sin anholdelse, at hun havde haft den værste nattevagt nogensinde. Hun var parat til at hænge sig, lød det.

Politiet mener, at hun på vagten slog to mænd og en kvinde ihjel, og at hun derudover forsøgte at dræbe en fjerde, en kvinde.

Det skal være sket ved, at hun intravenøst gav dem et ukendt præparat, fremgår det af sigtelsen.

/ritzau/