Drabssigtet sygeplejerske skal holde jul i fængslet

Skrevet af admin

08/12/2015

Dagens topnyheder

Politiets beviser mod en drabssigtet sygeplejerske er efter ni måneders efterforskning stadig så stærke, at hun skal blive bag tremmer.

Det fastslår en dommer tirsdag formiddag ved Retten i Nykøbing Falster. Hendes fængsling forlænges frem til 5. januar.

Ved tirsdagens retsmøde præsenterede anklager Michael Boolsen de seneste ugers efterforskning. Blandt andet arbejder politiet på at klarlægge, om der skal rejses sigtelse for endnu et drab.

Det sker, efter at en familie har henvendt sig til politiet med mistanke om, at en mand er blevet dræbt. Han døde på Nykøbing Falster Sygehus i 2012.

- Sigtede har været involveret i plejen af manden, sagde Michael Boolsen under retsmødet.

Inden jul venter han at modtage resultatet af en vævsprøve, der skal afklare, om overmedicinering kan have forårsaget dødsfaldet.

På den anden side kunne forsvarsadvokat Jørgen Lange påvise, at sagens såkaldte gerningsvåben - et sprøjtehylster med medicinrester - ikke er fundet på sygeplejerskens afdeling, men i en stor affaldscontainer uden for sygehuset.

- Det kan således stamme fra en hvilken som helst afdeling på sygehuset, pointerede forsvarsadvokaten.

Siden sin anholdelse i begyndelsen af marts har kvinden nægtet sig skyldig i de alvorlige sigtelser om, at hun skal have dræbt fire patienter og forsøgt at tage livet af en femte med dødelige cocktails af medicin.

På samme måde afviser hun anklagen om, at hun skal have udsat sin syvårige datter for fare ved at give hende det kraftige og afhængighedsskabende sovemiddel Zopiklon.

Hendes forsvarer har gentagne gange efterspurgt et motiv til de påståede drab.

Et sådant har anklagemyndigheden ikke leveret. Men ved det seneste retsmøde i Nykøbing Falster fortalte anklager Michael Boolsen, at kvinden lider af en personlighedsforstyrrelse, der er kendetegnet ved en vedvarende søgen efter spænding.

Andre træk ved en såkaldt histrionisk personlighedsforstyrrelse, som kvinden lider af, tæller "tilbøjelighed til dramatisering", "egocentricitet" og "manglende tanke for andre", fortalte anklageren om en personundersøgelse, som kvinden har gennemgået.

/ritzau/