To dræbt af skud på Bornholm - en person er hårdt såret

Skrevet af admin

03/03/2015

Dagens topnyheder

To personer er natten til tirsdag blevet dræbt efter et skyderi på Bornholm, bekræfter Bornholms Politi i en pressemeddelelse. Én person er blevet hårdt såret ved skyderiet.

De dræbte er en mand og en kvinde, oplyser politiet. Den hårdt sårede person er en 68-årig mand.

Skyderiet fandt sted i et parcelhus i Bornholms største by, Rønne. Bornholms Politi fik anmeldelsen klokken 04.41, og da betjente kom frem til adressen, kunne de konstatere, at en mand og en kvinde var blevet dræbt af skud.

Bornholms Politi er lige nu i færd med at undersøge omstændighederne ved skyderiet, men politiet ved stadig ikke, hvad der helt præcist er sket på gerningsstedet.

Vicepolitiinspektør Peter Højgaard Jørgensen siger til TV2, at der er fundet et haglgevær på adressen. Han siger, at noget tyder på, at der er tale om et jalousidrab.

Hverken brandvæsnet på øen eller Bornholms Hospital ønsker at kommentere sagen over for Ritzau.

Bornholms Politi oplyser, at man vil udsende en ny pressemeddelelse, når der er nyt i sagen.

/ritzau/