To dræbt i flyulykke i de franske alper

To personer, heriblandt piloten, blev dræbt, da et mindre privatfly mandag styrtede ned i de franske alper nær grænsen til Schweiz.

En teenagepige, som også befandt sig om bord på det lille fly, overlevede ulykken. Hun fik svære kvæstelser i bækkenet, men er uden for livsfare, oplyser politiet.

Pigen menes at være omkring de 15 år, og hun er angiveligt datter af flyets 50-årige pilot.

Ifølge politiet var hun i stand til at tale efter ulykken, og hun skulle selv have sagt til redningsfolkene, at hun var datter af den omkomne pilot.

Ulykken skete klokken ni mandag morgen i Frankrigs Haute-Savoie-region ikke langt fra Geneve.

Den anden dræbte passager er endnu ikke identificeret.

Det vides heller ikke, hvad der er årsag til ulykken.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip

Dagens TV