Dræbt kendis-pusher var bange op til drabet

Lillebroren til den likviderede kendispusher Andreas Dybdahl fortalte mandag eftermiddag i Retten på Frederiksberg, at hans storebror havde betroet sig til ham kort før drabet den 6. marts sidste år.

- Han fortæller, at der var et problem med nogen, og nu havde han fået skylden for det og skulle skaffe nogle penge hurtigt.

Det vakte straks bekymring hos lillebroren, for de diskuterede meget sjældent storebrorens levevej som pusher.

- Han følte en trang til at fortælle det til mig, og det havde han næsten aldrig. Mit indtryk var, at han var bange. Han var ikke sig selv. Måske ville han fortælle mig om noget, der var forestående, fortæller den 29-årige lillebror i retten.

Han oplyser, at han sidst så Andreas Dybdahl aftenen før drabet, hvor familien var samlet på en restaurant i det indre København.

Og her registrerede den 29-årige, at Andreas Dybdahl virkede meget mut og bekymret.

- Der var noget galt. Jeg registrerede, at han havde et billigt ur på, som han ellers aldrig havde på. Han havde altid dyre ure på. Efterfølgende har jeg fundet ud af, at han havde solgt alle sine dyre ure.

Lillebroren er ikke i tvivl om, at det var en narkogæld, der førte til, at Andreas Dybdahl i døren til sin lejlighed blev dræbt af fem skud på klos hold morgenen til den 6. marts.

- På en måde kan det næsten kun være det. Der var en eller anden situation, der var stukket af. Og han var ligesom endt som mellemmand i det hele.

Den 29-årige lillebror afviste at kunne genkende den 34-årige mand, der mandag sad tiltalt for drabet.

Sagen har fået en del ekstra omtale, fordi den dræbte havde flere bekendte i det danske kendismiljø.

Der er sat fem retsdage af til sagen, hvor der forventes dom torsdag den 27. juli.

/ritzau/

Dagens Gossip