To dræbt under demonstrationer i Istanbul

Tusindvis af demonstranter i Istanbul fejrer tidligt søndag morgen, at politiet har forladt den centrale Taksim-plads.

Området har siden fredag været centrum for nogle af de største demonstrationer mod den tyrkiske regering de seneste år.

Politiet har taget tåregas, vandkanoner og knipler i brug for at opløse menneskemængden. Snesevis af personer er kommet til skade, og ifølge menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har to mennesker mistet livet.

Dødsfaldene er ikke bekræftet af myndighederne.

Protesterne i Istanbul bredte sig til andre af Tyrkiets store byer, og næsten 1000 personer er blevet anholdt ifølge det tyrkiske indenrigsministerium.

Optøjerne begyndte fredag, da en gruppe miljøaktivister protesterede over, at der skal bygges et stort butikscenter midt i en grøn park i Istanbul, men protesterne har udviklet sig til en mere generel demonstration imod landets regering.

Ifølge indenrigsminister Muammer Guler er 79 personer kommet til skade.

Både USA og Storbritannien, begge tætte allierede med Tyrkiet, har opfordret regeringen til at udvise tilbageholdenhed over for demonstranterne.

Lørdag indrømmede premierminister Recep Tayyip Erdogan, at politiet i enkelte tilfælde havde været for hårdhændede over for demonstranterne.

Lørdag eftermiddag fjernede tyrkisk politi afspærringen omkring Taksim-pladsen, hvilket fik tusindvis af jublende demonstranter til at fylde pladsen.

Stemningen var euforisk, og smædesangene mod premierminister Erdogan ville ingen ende tage.

- Vi er her Tayyip, hvor er du, lød det blandt andet fra pladsen lørdag aften.

Demonstranterne er blandt andet kritiske over, at Erdogan ifølge dem er ved at føre landet i en mere konservativ retning. Senest er der blevet indført forbud mod at sælge alkohol om aftenen.

Andre anklager premierministeren for at ville lave Tyrkiet om til en islamisk stat.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip