Dræbte, gidsler og eksplosioner flere steder i Paris

Skrevet af admin

14/11/2015

Mest læste i dag

Mindst 40 mennesker har fredag aften mistet livet ved adskillige angreb i Paris, oplyser politiet ifølge Reuters.

Ifølge den franske tv-station BFM TV kan tallet være oppe på over 60.

Mindst 15 mennesker er ifølge fransk politi dræbt ved koncertsalen Bataclan i det østlige Paris, hvor der stadig holdes adskillige gidsler, skriver AFP, der melder om mindst tre, måske fire skudepisoder forskellige steder i den franske hovedstad.

Der befinder sig mindst 100 gidsler inde i koncertsalen i Paris, oplyser BBC.

Ifølge tv-stationen BFM TV begyndte gidselstagningen en time inde i en koncert med det amerikanske rockband Eagles of Death Metal.

To personer kom ind i salen og begyndte at skyde op i luften.

Ud over de 15 dræbte ved koncertsalen meldes mindst tre andre ifølge AFP's politikilder dræbt i forbindelse med eksplosioner nær Stade de France, hvor Frankrig og Tyskland spillede venskabskamp under overværelse af blandt andre præsident François Hollande.

Eksplosionen ramte en bar i nærheden af Stade de France, hvor Frankrig og Tyskland fredag aften spillede venskabskamp i fodbold.

Præsident François Hollande og indenrigsminister Bernard Cazeneuve var til stede under kampen, men har ifølge flere medier forladt stadion med kurs mod Indenrigsministeriet. Præsident Hollande har kaldt regeringen til krisemøde ved midnat, skriver Reuters.

En journalist fra BBC, der var til stede på stadion, melder, at han kunne se ti personer der lå på gaden og var enten døde eller alvorligt såret.

Den britiske avis The Guardian har talt med et øjenvidne, der sammen med sin kone befandt sig i en bar, da den blev beskudt.

Vidnet, Ben Grant, siger til avisen:

- Der er masser af døde. Det er virkelig rædselsfuldt.

- Jeg var bagest i baren. Jeg kunne ikke se noget. Jeg hørte skud blive affyret. Folk faldt til jorden. Vi trak et bord over vores hoveder for at beskytte os.

Angrebene på Paris kommer ti måneder efter angrebet på satirebladet Charlie Hebdo, hvor 12 blev skudt og dræbt, mens fem blev dræbt i og omkring Paris i de efterfølgende dage.

Koncertsalen, hvor gidseltagningen udfolder sig, ligger blot få hundrede meter fra det sted, hvor Charlie Hebdo havde redaktionslokaler under angrebet i februar.

/ritzau/