Drama i Høje-Taastrup: Politiet affyrede varselsskud mod bilist

En betjent fra Københavns Vestegns Politi måtte i aftes affyre et varselsskud mod en bilist i Høje-Taastrup vi København.

Skuddet faldt i forbindelse med en narkorazzia på en parkeringsplads ved Helgeshøj Allé i Høje-Taastrup.

Under aktionen forsøgte en mistænkt mand at stikke af fra politiet i sin bil, og i forsøget på det kørte han blandt andet bilen mod en politimand, som afgav ét varselsskud for at stoppe ham.

Den mistænkte stak af i bilen og forsøgte at køre fra en forfølgende politibil.

Under flugten smed føreren en pose med narkotika ud af sin bil.

Kort efter mistede han tilsyneladende herredømmet over sin bil og kørte galt ved Snubbekorsvej.

Herunder blev flugtbilen påkørt af den forfølgende politibil, og føreren af flugtbilen blev efterfølgende anholdt.

Han er kørt til Politigården i Roskilde, og ingen personer er kommet til skade ved hændelsen.

Manden sigtes efter straffeloven for at have forvoldt fare for andres liv og førlighed, og han ventes fremstillet i grundlovsforhør i retten i Roskilde i forbindelse med narkotikaefterforskningen, som behandles ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Dagens Gossip