Drama i Slagelse: Politiet skyder mand foran værtshus

Skrevet af admin

17/01/2014

Mest læste i dag

OPDATERET 07:43: Politifolk har natten til fredag skudt og ramt en person i Slagelse.

Mandens tilstand er kritisk, oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed til TV2 News.

Politiet oplyser, at politifolk affyrede skud ved en "hændelse i Slagelse midtby", lyder det i en pressemeddelelse, der ikke går yderligere i detaljer.

- Der oplyses ikke yderligere om de nærmere omstændigheder før Den Uafhængige Politiklagemyndighed har klarlagt hændelsesforløbet, lyder det fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Ifølge TV2 News drejer sagen sig om en mand, der blev smidt ud af værtshuset The Old Irish Pub i den sjællandske by. På et tidspunkt herefter trak han angiveligt en kniv, som han truede med.

Øjenvidner fortæller til tv-kanalen, at manden blev ramt af skud i benet eller lysken af politiet, fordi han nægtede at lægge kniven. Forinden havde betjentene affyret varselsskud, lyder det.

Før skudepisoden havde værtshusgæsten været i håndgemæng med dørmanden på pubben, rapporterer TV2 News.

/ritzau/