Drama på J.Los musikvideo

I en pause, hvor sangerinden blev interviewet til TV-nyhedsmagasinet »Entertainment Tonight«, lød der skud i området ved Fort Lauderdale Beach Park og sikkerhedsfolkene gennede Lopez i sikkerhed i den campingvogn, hun brugte som garderobe.

Politiet blev tilkaldt og rykkede talstærkt ud, men uden at pågribe nogen. Efter en grundig eftersøgning på og omkring settet kunne ordensmagten konstatere, at ingen var blevet ramt.

DeAnna Greenlaw fra Fort Lauderdales politi oplyser i en udtalelse, at betjentene på stedet hverken fandt gerningsmand eller skudofre.

Begivenhederne gjorde imidlertid stort indtryk på »Entertainment Tonight«-journalisten Rob Marciano, som dækkede politiets indsats på Twitter. »Kan høre og se ambulancer, der samler sig 400 meter nede af gaden. Ingen ramt. Pyha«, skrev han blandt andet.

J.Lo var sammen med Pitbull i gang med videoen til deres forestående singleudspil »Live It Up« og rapperen blev ligeledes bragt i sikkerhed mens politiet tjekkede settet.

Dagens Gossip