Dramaet lurede før Lukas Grahams gennembrud

Skrevet af admin

27/06/2016

Dagens topnyheder

Her hjemme har de i flere år været blandt de mest populære bands, men Danmark har aldrig været stort nok til at kunne bære Lukas Grahams musiske drømme.

Bandet, der har Lukas Forchhammer Graham i spidsen, har aldrig lagt skjul på, at de gik efter et internationalt gennembrud, og da albummet "Lukas Graham", der i Danmark allerede var kendt som "The Blue Album" kom ud internationalt i april tidligere i år, begyndte det for alvor at ligne noget for gruppen.

Men tiden op til det internationale gennembrud var præget af tvivl og drama, og det krævede, at gruppen lagde al dansk jantelov fra sig og tog et sats, så deres amerikanske pladeselskab forstod, at de ikke bare var endnu et band i rækken.

Det afslører Lukas Graham i et afsnit af deres egen dokumentar om bandet.

- Der skal ikke meget til, fra at man er sikker på, man har lavet det bedste i verden, til man sidder overfor nogle mennesker, der ikke rigtigt reagerer, som man håber, og man tænker "okay, måske er det bare mig, der er helt fra den", siger Lukas Graham.

- Man bliver i tvivl og tænker "måske bliver vi bare de næste i rækken af danske kunstnere, der næsten fik et gennembrud", fortæller han i dokumentaren, der kan ses på YouTube.

Her bliver tiden skruet tilbage til oktober 2014, da bandet er i USA for at skrive sangene, der senere skal give dem en plads på alverdens hitlister.

Men mens det amerikanske pladeselskab, Warner Bros., går benhårdt efter et radiovenligt hit, er det svært for Lukas Forchhammer Graham at skulle gå direkte efter nummer ét-potentiale, fortæller han.

- Jeg vil ikke i Top 100 med en Top 100-sang. Jeg vil i Top 100 med "7 Years" eller "Better Than Yourself", siger sangeren.

- Jeg har bare en bedre plan, end de har. Jeg ved, hvordan jeg lyder, og jeg ved, hvordan jeg skal sælges til publikum, siger han.

Og lige præcis den jantelovs-blottede holdning er han nødt til at gøre brug af, da albummet - som Lukas Forchhammer Graham ifølge dokumentaren har skudt ikke mindre end 2 millioner i selv - er færdigt. Bandet føler nemlig, at de bliver syltet af deres amerikanske pladeselskab.

I foråret 2015 er der ikke flere penge tilbage, og det bliver besluttet at chok-udkomme med albummet i Danmark.

- Vi var vist nok kommet til at love Grøn Koncert, at der var et nyt album ude til sommerfestivalerne, så de ville booke os, siger bandets managere i dokumentaren.

Albummet er dog stadig ikke blevet godkendt til det amerikanske marked af det internationale pladeselskab, og for at sætte pres på, inviterer bandet Kate Craig, der er deres kontakt på Warner Bros., til at overvære dem på Grøn Koncert.

- Vi bliver enige om, at det er en god idé at få Kate over, så hun ligesom kan forstå, hvad Lukas Graham er i Danmark, fortæller bandet.

Det viser sig at være en god idé. Hun kan nemlig godt se, hvad det er, drengene har at byde på på scenen, hvor de får tusindvis af fans til at synge og danse.

- Hun sagde, at hun synes, det var bedre end en Taylor Swift-koncert, jubler bandet bagefter.

Noget tyder på, at det sætter gang i beslutningerne hos pladeselskabet, for albummet bliver godkendt, og den 1. april 2016 bliver det tilgængeligt internationalt og bandet bliver verdenskendt på rekordtid.

Det har sat skub i drømmene:

- Vores næste mål er den der fucking stadiontur. 60.000 i Boston, 80.000 på Wembley Arena, kør!, siger Lukas Forchhammer Graham.

Dokumentaren, der vises i små kapitler, er filmet af René Sascha Johannsen.

Se afsnittet om gennembruddet her: https://www.youtube.com/watch?v=Dc9My6PB_vA&feature=youtu.be

/ritzau/FOKUS