Dramatisk redningsaktion: Nyindkøbt fiskekutter gik ned

Tre personer måtte onsdag eftermiddag reddes af en helikopter, da deres fiskekutter sank mellem Sejerø og Røsnæs.

De havde netop købt kutteren og ville sejle den fra Kerteminde på Fyn til Gilleleje i Nordsjælland.

- Men da de nåede frem til området mellem Sejerøs sydspids og Røsnæs begyndte kutteren at tage vand ind, fortæller vagtchef Lars Mogensen fra Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

- Det fik dem til at starte skibets pumper, men de svigter, da en rem hopper af, fortsætter han.

Derefter slog de alarm og sprang i redningsflåden, og en redningshelikopter blev sendt af sted for at komme de uheldige sejlere til undsætning.

- De bliver hurtigt fundet af helikopteren, der samler dem op og flyver dem til Roskilde, hvor de bliver tilset af en læge, siger Lars Mogensen.

/ritzau/

Dagens Gossip