Dramatiske skistyrt fortsætter i Kitzbühel

Kitzbühel har i denne uge dannet ramme om flere dramatiske styrt i skiløbernes World Cup.

Lørdag kom tre skiløbere galt af sted under styrtløbet på Hahnenkamm. Værst gik det ud over den førende i World Cuppen, norske Aksel Lund Svindal, der rev et korsbånd over i knæet.

Søndag formiddag fortsatte serien af uheld på det berømte bjerg i Østrig, da den tidligere OL-guldvinder Giuliano Razzoli styrtede under slalomkonkurrencen.

Den 31-årige italiener blev liggende på pisten og modtog behandling. Lidt senere ankom en redningshelikopter, mens løbet en kort overgang blev afbrudt. Det er endnu uvist, hvor hårdt medtaget Razzoli er efter sit styrt.

Giuliano Razzoli vandt i 2010 guld ved vinter-OL i Vancouver.

Ud over Razzoli og Aksel Lund Svindal har fire østrigere i denne uge mistet kontrollen over skiene i høj fart på Hahnenkamm.

Lørdag måtte både Hannes Reichelt og Georg Streitberger hentes i helikopter. Under tirsdagens træning kom Max Franz slemt til skade med knæ og ankel, og to dage senere gik det galt for Florian Scheiber, der ligesom Svindal blev ramt af en korsbåndsskade.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip