DRCongo overvejer at benåde drabsdømt nordmand

Skrevet af admin

18/04/2016

Mest læste i dag

De congolesiske myndigheder overvejer at benåde nordmanden Joshua French, som sidder fængslet for drab i Den Demokratiske Republik Congo.

Det fortæller Norges udenrigsminister, Børge Brende, i et svar til den norske politiker Astrid Aarhus Byrknes, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

- Udenrigsministeriet har regelmæssig kontakt med myndighederne i Kinshasa (DRCongos hovedstad, red.) for at finde en løsning på sagen, skriver udenrigsminister Brende som svar på et skriftligt spørgsmål fra Astrid Aarhus Byrknes fra Kristelig Folkeparti.

- Efter hvad vi ved, er spørgsmålet om benådning til gennemgang. Vi kan endnu ikke sige, hvornår en endelig beslutning træffes, skriver Brende.

Joshua French blev i 2009 anholdt sammen med samarbejdspartneren og vennen Tjostolv Moland, efter at deres chauffør blev fundet dræbt, og de blev siden dømt til døden ved tre retsinstanser i DRCongo.

Moland blev i august 2013 fundet død i fængselscellen, som han delte med French.

Congolesisk politi har tidligere sagt, at Moland tog sit eget liv, men senere valgte politiet - til det norske kriminalpolitis store overraskelse - at tiltale Joshua French for mordet, og han blev idømt livstid for drabet i februar 2014.

Joshua Frenchs er idømt dødsstraf for drabet på chaufføren, men selv om han ikke kommer hjem til Norge, så er der kun en lille sandsynlighed for, at dødsdommen bliver eksekveret.

DRCongo har ikke eksekveret dødsdomme, siden præsident Joseph Kabila kom til magten i 2001. Men dødsstraffen er ikke blevet ophævet, og dødsdomme bliver ofte til livsvarigt fængsel i stedet.

/ritzau/NTB