Dreamliner driller Norwegian

250 passager i Oslo-lufthavnen Gardermoen var blevet stillet i udsigt, at de kunne sætte kursen mod Bangkok i en af Norwegians Dreamlinere, men i sidste øjeblik måtte flyvningen aflyses. Passagererne blev i stedet fragtet til Stockholm, hvorfra de kunne flyve videre mod den thailandske hovedstad i et leaset fly.

Der var angiveligt tale om den samme elektriske fejl, som også drillede tidligere på ugen.

Det er givetvis en dyr fornøjelse for Norwegian, når selskabet pludselig må leje ekstrafly, for at få passagererne af sted. Det norske lavprisselskab betegner da også problemerne som »meget frustrerende«, skriver Svd.se.

Boeing 787 Dreamliner-flytypen har været ramt af mange fejl og forsinkelser. Den højteknologiske fik blandt andet flyveforbud, da en række episoder skabte tvivl om, hvorvidt dens batterisystem udgjorde en sikkerhedrisiko.

Det er ikke unormalt, at nye flytyper bliver ramt af problemer, som fører til aflysninger. Boeings Dreamliner har dog i den forbindelse været ualmindeligt hårdt ramt, og det har givet lidt medvind til ærkekonkurrenten Airbus, der er på vej med en konkurrerende flytype i form af A350-modellen.

Trods Boeings kvaler med indfasningen af Dreamlineren er der lagt mange ordrer på flytypen. Der går år fra ordregivning til levering. Norwegian har været tidligt ude med ordrene og har derfor fået leveret nogle af sine fly nu. Det betyder så også, at det norske lavprisselskab oplever fejl, som selskaber, der først får leveret fly senere, ikke vil mærke noget til.

 

 

 

Dagens Gossip