Dreamliner-flys brændstoflæk forsinker flypassagerer

Det norske flyselskab Norwegians nye Dreamliner-fly var på vej ud til start i Bangkok lufthavn søndag, men måtte vende om, da det blev opdaget, at flyet lækkede brændstof ud på startbanen.

Problemerne har væltet ned over lavprisselskabet på grund af Boeings Dreamlinere, og brændstof-lækket er blot det seneste i rækken.

- Det var aldrig et spørgsmål om, at passagererne var i fare, men proceduren er at tage en række forbehold, når det her indtræffer.

- Samtlige passagerer er evakueret og blevet indlogeret på et hotel, siger Norwegians informationschef, Charlotte Holmberg Jacobsson, til norske Nettavisen.

Dermed ventes de 285 passagerer at ankomme 19 timer forsinket til Oslo.

Der har været en stribe problemer med Dreamliner-flyene, der er nyudviklet og lavet af lettere materiale end traditionelle fly. Det er særligt teknikken, der har gjort, at flyene er ustabile.

Tidligere har lavprisselskabet været nødsaget til at tage et af dets to Dreamlinere ud af drift og sende det til reparation hos producenten, Boeing.

Norwegian har leaset yderligere to fly af typen til levering i første kvartal af 2016. Det betyder, at Norwegian kommer op på en flåde af 10 787'ere.

Norwegian har så store problemer med selskabets Dreamliner-fly, at klager fra utilfredse passagerer vælter ind hos både luftfartsselskabet og de norske transportmyndigheder.

For Norwegians langdistanceflyvninger i jule og nytårsperioden gik det helt galt.

I december var ikke et eneste Norwegian-fly fra Bangkok til Oslo rettidigt, og kun hvert fjerde fly fra New York til Oslo var ifølge avisen VG rettidige.

12 af 16 fly var gennemsnitligt forsinkede med tre timer. Og netop ved tre timers forsinkelser på langdistanceruter kan rejsende kræve en erstatning på 4500 kroner.

/ritzau/

Dagens Gossip