Dreamliner-koks koster Norwegian 93 millioner kroner

Skrevet af admin

24/10/2013

Mest læste i dag

Problemerne med Norwegians nye Dreamliner-fly på langdistanceruterne til New York og Bangkok koster lavprisselskabet dyrt i regnskabet.

Udgifter til forsinkelser og aflysninger løber op i 101 millioner norske kroner - knap 93 millioner danske kroner - for selskabet og trækker resultatet på bundlinjen i tredje kvartal ned, oplyser Norwegian.

Udgifterne omfatter omkostningerne til leje af erstatningsfly, ekstra brændstof og omkostninger til hotel, mad og drikke til forsinkede passagerer.

Alligevel understreger Norwegians administrerende direktør Bjørn Kjos, at selskabets vækststrategi virker.

- Dette har været et kvartal, hvor vi ser tydelige resultater af den vækststrategi, som selskabet har lagt. Vi har en kraftig passagerstigning i alle markeder, og vi har formået at opretholde en høj belægning.

- Samtidig er vores resultat i dette kvartal betydelig påvirket af, at vi måtte indleje erstatningsfly for Dreamlineren, siger Bjørn Kjos i regnskabsmeddelelsen.

Han kæder også det skuffende resultat sammen med den varme sommer, som fik flere skandinaver til at blive hjemme og holde ferie.

Godt seks millioner passagerer rejste med Norwegian i tredje kvartal. Det er 800.000 flere end samme periode sidste år og en stigning på 16 procent.

Omsætningen landede på 4,88 milliarder norske kroner - eller knap 4,5 milliarder danske kroner - svarende til en vækst på godt 15 procent fra samme kvartal 2013. Det var præcist, hvad analytikerne havde ventet ifølge Ritzau Finans.

Men på bundlinjen endte resultatet før skat på knap 554 millioner danske kroner, hvilket var et godt stykke lavere end ventet af analytikerne.

Norwegian har købt moderne Dreamlinerfly af Boeing for at flyve langdistanceflyvninger fra Skandinavien til Asien og USA.

Men ikke længe efter premieren på langdistanceflyvningerne måtte selskabet tage et af sine to Dreamlinere ud af drift efter flere aflysninger og forsinkelser.

Imens leaser Norwegian et fly af et portugisisk selskab, sådan som det også skete tidligere, da leveringen af Dreamliner-flyene var forsinket.

Dreamlinerflyet er nyudviklet og lavet af lettere materiale end traditionelle fly, og det skulle ellers også være mere økonomisk i drift end ældre fly.

/ritzau/