Dreng går amok med kniv på erhvervsskole

Fire personer er blevet alvorligt såret, efter at en 16-årig finsk dreng torsdag gik amok med en kniv på en erhvervsskole i byen Oulu i det vestlige Finland.

Det oplyser finsk politi ifølge AFP.

Teenageren stak angiveligt først to personer ned i skolens kantine, inden han angreb endnu to personer uden for skolebygningen.

Tre af ofrene er kvinder under 20 år, og det fjerde og sidste offer er skolens pedel, en 21-årig mand. Alle fire er alvorligt såret, fortæller finsk politi.

Den 16-årige overfaldsmand, hvis identitet endnu er ukendt, blev efterfølgende anholdt af politiet, som bekræfter, at han er elev på erhvervsskolen.

Den finske undervisningsminister, Krista Kiuru, kalder i en officiel udtalelse angrebet for "ekstremt sørgeligt og uforståeligt" og understreger, at vold intet har at gøre på en skole.

Unge finske mænd har i de seneste år stået bag en række skoletragedier i landet.

I november 2007 blev otte personer skuddræbt på en skole i hovedstaden Helsinki. Gerningsmanden var en 18-årig mand, der efterfølgende skød sig selv.

Knap et år senere skød og dræbte en 22-årig mand 10 elever i et klasseværelse på en madlavningsskole i byen Kauhajoki i det vestlige Finland.

Og i maj sidste år blev to personer dræbt og syv såret, da en ung mand åbnede ild på en skole i udkanten af Helsinki. Gerningsmanden blev i februar i år idømt fængsel på livstid.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip