To drenge skal i fængsel for brutalt overfald på hundelufter i Vollsmose

Skrevet af admin

15/10/2013

Dagens topnyheder

To drenge på 15 og 16 år er i Retten i Odense blevet dømt for et ualmindeligt groft overfald på en 59-årig mand i Vollsmose.

En 16-årig dreng, der som den eneste har indrømmet, at han var til stede, blev frifundet.

Retten idømte den 16-årige Asad Ali Osman to års fængsel, mens den 15-årige Mohammad Nissim Arar blev idømt et år og tre måneders fængsel.

Det brutale overfald fandt sted om eftermiddagen 23. maj, da den 59-årige var ude at lufte en puddelhund for en bekendt. På et stisystem ved B 1909s træningsbaner blev han overfaldet af de tre teenagere

Efter overfaldet stak drengene af fra stedet og efterlod deres offer liggende bevidstløs tilbage.

Da han senere blev fundet, blev han kørt til Odense Universitetshospital, hvor han i flere dage svævede mellem liv og død.

I dag er han stadig svært skadet. Ifølge fyens.dk har han fået epilepsi, er lammet i den ene side af kroppen og kan kun sige to-fire ord, før han har svært ved at få vejret.

Han kan kun stå oprejst ved at støtte sig til to personer, og han kan højst gå nogle få meter. Desuden skal han have hjælp til at gå i bad og på toilettet, ligesom han skal have hjælp til at spise, fordi han glemmer at synke, hvis han ikke bliver mindet om det.

Drengenes udbytte fra det grove røveri var en drikkedunk, en hundesnor, et par briller og en mobiltelefon.

Foruden overfaldet på den 59-årige blev Mohammad Nissim dømt for et gaderøveri i Eventyrhaven 1. april.

Assad Ali Osman blev også dømt for et indbrud og for at have truet to pædagoger på den institution, som han var anbragt på under varetægtsfængslingen, med at sprætte dem op med en kniv.

Advokat Mette Grith Stage, der var forsvarer for den dreng, som blev frifundet, er godt tilfreds med dommen.

- Jeg kan ikke se, hvordan det kunne ende med andet end en frifindelse, siger hun til Ritzau.

- Han har fortalt, at han så to personer begå overfaldet. Bagefter stak han af, fordi han var bange for at blive rodet ind i noget. Det var dumt, men det betyder jo ikke, at han skal dømmes, når han ikke har deltaget i overfaldet, fortsætter hun.

De to dømte valgte at modtage dommen.

/ritzau/