Dressurrytter er dansk fanebærer til paralympiske lege

Skrevet af admin

07/08/2016

Dagens topnyheder

Det bliver paradressurrytteren Annika Lykke Dalskov Risum, som skal bære den danske fane ved indmarchen til de paralympiske lege (PL) i Rio, skriver Dansk Handicap Idræts-Forbund i en pressemeddelelse.

Den 37-årige fynbo blev søndag officielt præsenteret som dansk fanebærer på et pressemøde på ridecentret Blue Hors i Randbøl.

– At skulle til sit tredje PL er stort. At være udvalgt til at føre det danske hold ind på stadion er kæmpestort, siger Annika Lykke Dalskov Risum.

- At få lov at gå forrest for det danske PL-hold er der ikke mange mennesker, der får lov at opleve, så det er jeg meget beæret, stolt og ydmyg over, og jeg glæder mig så meget.

Chef de mission for den danske trup, Michael Møllgaard Nielsen, begrunder valget af Annika Lykke Dalskov Risum med, at hun er det perfekte billede på en dansk fanebærer.

– Både på og uden for ridestadion er Annika en fremragende repræsentant for parasporten i Danmark, siger han.

– For Annika er det afgørende, at hun har niveau til at være med helt fremme, og hun leverer varen hver gang, hun stiller til start, siger Michael Møllgaard Nielsen.

Annika Lykke Dalskov Risum har deltaget ved de Paralympiske Lege i Beijing 2008 og London 2012 og har begge gange vist sig som Danmarks bedste dressurrytter. I alt er det blevet til tre bronzemedaljer og en sølvmedalje ved PL.

Hun har også en enkelt VM-titel fra 2007 og yderligere fem VM-medaljer på sit CV.

De Paralympiske Lege i Rio afvikles fra 7. til 18. september. I alt er 15 danske atleter udtaget i idrætterne atletik, bordtennis, ridning, skydning og svømning.

/ritzau/