Drilsk sensommersol sender bilister på afveje

Forsikringsselskabet Codan oplever, at flere kunder end normalt er involveret i uheld, hvor de enten selv eller en anden bilist blændes af solen og derfor kommer til at køre over for rødt lys eller ikke overholder deres vigepligt.

»Det er højsæson for trafikuheld, hvor solen spiller en rolle. Vi får i disse uger dobbelt så mange anmeldelser - sammenlignet med eksempelvis en vinteruge - hvor en bilist er blevet blændet af solen og efterfølgende er kørt ind i en anden bil,« siger Sofie Timmermann, der er teamleder i Autoskade hos Codan.

Erfaringsmæssigt ses uheldene som følge af en blændende sol mest i sensommer- og efterårsmånederne, hvor solen er på vej op eller ned i de timer, hvor der er myldretid på vejene.

»Vi ser oftest krøllede skærme og buler. Men af og til oplever vi desværre også alvorlige personskader,« siger Sofie Timmermann.

Hun opfordrer bilisterne til at sørge for, at bilruderne er rene, og at der er fyldt sprinklervæske på bilen.

»Hold ekstra afstand til den forankørende. Bremselysene på den forankørende kan være svære at se i lav sol. Se dig for en ekstra gang, specielt ved lyskryds og steder, hvor du har vigepligt, når du er på vej ud af tæt bebyggede eller bevoksede områder, og når du ændrer køreretning,« lyder opfordringen fra Sofie Timmermann.

Dagens Gossip