Drøje hug til Maltas plan om salg af statsborgerskab

Maltas regering får onsdag drøje hug fra EU's justitskommissær og Europas folkevalgte politikere for sin alternative plan for at skaffe penge til den slunkne maltesiske statskasse.

Under en debat i EU-Parlamentet i Strasbourg tager samtlige talere - med undtagelse af et par stykker fra Malta - blankt afstand fra den maltesiske plan om at sælge statsborgerskab til velhavere fra lande uden for EU.

Den maltesiske regering vil hente penge til en nystiftet socialfond ved at lade udlændinge få statsborgerskab mod et engangsbidrag på 4,9 millioner kroner samt yderligere investeringer på 3,7 millioner.

Flere af onsdagens talere tager udgangspunkt i en erklæring fra EU's justitskommissær, Viviane Reding.

Reding medgiver, at det er op til medlemslandene selv at afgøre, hvem de vil give statsborgerskab. Men hun gør det også klart, at man ikke kan se spørgsmålet isoleret fra det øvrige EU, fordi statsborgerskab i ét EU-land giver rettigheder i hele EU.

- Nationalt statsborgerskab er en adgangsdør til EU. Medlemslandene skal bruge deres beføjelser til at tildele statsborgerskab i samarbejdets ånd i forhold til de øvrige medlemslande.

- Det er helt på sin plads at spørge, om retten til statsborgerskab i EU alene skal afhænge af størrelsen på ens tegnebog eller bankkonto. Statsborgerskab bør ikke være til salg, siger Reding.

Danske Morten Messerschmidt (DF) er blandt dem, der fordømmer planen, som han siger "sjofler med" en tillidserklæring i Europa.

Han mener, at det er EU-Kommissionen, der står som sælger og er sat til skam, fordi det var en fejl overhovedet at åbne for at give alle EU-borgere samme rettigheder.

Andre kritiske røster kommer fra tyske socialdemokrater, hollandske liberale, maltesiske oppositionspolitikere og flere socialdemokrater, der ellers er partifæller med Maltas premierminister, Joseph Muscat.

Blandt andre den franske venstrefløjspolitiker Marie Christine-Vergiat knytter bånd til Maltas håndtering af migranter.

- Det her er fuldstændig uacceptabelt. De græder krokodilletårer over dødsfaldene i Middelhavet, og det er absolut frastødende at høre om de her idéer, hvis man tror på frihed og solidaritet, siger Christine-Vergiat.

/ritzau/

Dagens Gossip