Drømmen om Europa koster tusindvis livet på Middelhavet

Skrevet af admin

30/09/2014

Mest læste i dag

Drømmen om at slippe væk fra fattigdom ved at søge mod velstående regioner som Europa og USA er med livet som indsats, og for tusindvis af mennesker ender det galt.

Alene i år er i alt 4077 migranter indtil nu omkommet verden over. Mange dør af udmattelse i forsøget på at krydse ørkener, men flest mister livet til havs. Trefjerdedele af de omkomne har således mødt deres skæbne under farefulde rejser over Middelhavet med kurs mod europæiske kyster.

Det viser en rapport fra Den Internationale Organisation for Migration (IOM).

Dødstallet inkluderer de cirka 500 flygtninge fra Mellemøsten og Afrika, der i midten af september frygtes at være druknet, efter at menneskesmuglere bevidst vædrede deres båd.

I sin første omfattende rapport om den slags dødsfald skriver IOM, at omkring 40.000 migranter på verdensplan er omkommet siden år 2000. Heraf 22.000 mennesker som søgte et bedre liv i Europa.

- Begrænsede muligheder for sikker og lovlig indvandring sender vordende indvandrere i hænderne på smuglere og giver næring til en skruppelløs handel, som er livstruende for desperate mennesker, siger IOM's generaldirektør, Lacy Swing.

- Vi er nødt til at sætte en stopper for denne cyklus, tilføjer generaldirektøren.

I år er 3072 migranter hidtil druknet i forsøget på at komme over Middelhavet. Sidste år omkom 2360 personer på deres farefulde rejser.

Mens antallet af dødsfald i forsøget på at krydse grænsen mellem Mexico og USA er gået ned, og det samme også er tilfældet i grænseområderne ved Australien, er antallet af omkomne i Middelhavet stigende.

- Jeg tror ikke, at vi har oplevet et år med så mange dødsfald som i år. Og det er stadig kun september, siger IOM's Frank Laczko, der er hovedforfatter til rapporten.

Mens afrikanere og folk på flugt fra krigshandlinger i Mellemøsten drukner i hobetal, så skovler menneskesmuglerne penge ind: Dagsprisen for at komme om bord på et fartøj og krydse Middelhavet er mellem 2000 og 4000 dollar per person. I visse tilfælde menes bagmændene at have tjent op til 500.000 dollar eller næsten tre millioner kroner på en enkelt overfart.

/ritzau/Reuters